Arnaldo-Caprai Grecante Grechetto dei Colli Martani 2021, Italien
Mangler du et prisvenligt alternativ til Chablis og Sancerre, så tjek lige den her italienske anmelder-favorit…
Couveys Chardonnay
Vi skulle lige tjekke en ekstra gang, at vi ikke var i Bourgogne, for både flaske, duft og smag emmer af Côte d'Or.
Faktisk kommer den cremede og let krydrede Chardonnay fra Languedoc-Roussillion. I denne region er de i stand til at fremstille vine, der præsterer langt over deres reelle prisniveau.
Både Flaskehalsen og Barego'mad var vilde de to forrige årgange og mon ikke også, den dugfriske 2020 årgang nok skal begejstre alle Chardonnay-fans med hang til value for money…
Den sydfranske Chardonnay står smukt i glasset med en strågul farve, der har grønne reflekser i kanten. Der er fuld fart over feltet i duften, der skyder op med en skøn bouquet af bagte æbler, citrus, nektariner og melon, der indhylles i delikate strejf af vanilje, smør og varme krydderier fra egetræet. Vinen lægger sig blød og cremet til rette på tungen og leverer et skønt samspil mellem rig Chardonnay-frugt og friske citrusnoter. Drik nu, eller gem 4-5 år fra høståret.
Anmeldelser af Couveys Chardonnay
94/100 Barego'mad - mad & vinblog (årgang 2018)
"Glem alt om Chablis og hvid Bourgogne. Vi skal helt ned til Languedoc-Roussillon i Sydfrankrig, hvor LGI Wines har kreeret denne charmante Chardonnay, som virkelig byder på en positiv vinoplevelse. Denne Chardonnay har lyttet til de tre solråd: skygge, solhat og solcreme, hvilket resulterer i en frisk og læskende hvidvin uden solstik. Denne Chardonnay er spækket med solmodne frugter, og man fornemmer tydeligt dens smukke tan, som den stille og roligt har opbygget under de sydlige himmelstrøg. I glasset er Couveys 2018 flot lys strågul med et sart changerende grønligt skær. Vinifikationen sker i både ståltanke og i egetræsfade, hvilket resulterer i en bragende flot næse, der kombinerer grønne æbler, citrus, sød honningmelon, lime og letkrydrede noter af vanilje, ristet eg og smør i et bragende flot udtryk. Smagen er fyldig og dejlig fedmefuld med en frisk underliggende frugtsyre, som gør hele smagsoplevelsen harmonisk og afrundet med solmodne frugter og sødmefulde krydderier, som blidt omfavner ganen som lindrende aftersun lotion. Det hele kulminerer i en dejlig frisk og frugtig finale med diskrete krydrede fadnoter, som smukt går hånd i hånd med den smøragtige tekstur mod solnedgangens skær. Denne Chardonnay gør det rigtig godt til prisen, og vil være en udsøgt fornøjelse som både læskende hyggevin eller til lyst kød, fisk og skaldyr. Hvor dejligt befriende, at man i Languedoc er i stand til at fremstille hvidvine til under 80 kroner, som på en god dag sagtens kan tage kampen op med en Chardonnay i det sydlige Bourgogne." ("Fremragende vinkøb", vurderet ved 79,95)
★★★★★ Flaskehalsen (årgang 2019)
"Denne franske hvidvin har en enormt dejlig næse. Den er tiltrækkende og charmerende, og den virker dragende med sit bløde og ukomplicerede udtryk. Den er skabt på Chardonnay-druer, der ellers kan have et utal af forskellige stilarter, men her optræder den på en måde, der også smagsmæssigt er både cremet, fyldig og fuld af frugt. Her er ingen brogede fadnoter eller små smagsmæssige afstikkere. Det er en ren lækkerbisken – som måske også bliver lidt for meget nammenam-agtigt for nogle. Måske er det for glat for feinschmeckeren, men jeg kan virkelig ikke undlade at holde af den."
3,9 Vivino (97 ratings. Set over alle årgange. 25/06/21)
Vinen er så blød og lækker, at den sagtens kan nydes som et hyggeglas for sig selv. Den går dog også rigtig godt til fisk og skaldyr, fjerkræ, lyst kød, svamperetter og milde oste. Servér vinen lettere afkølet ved 10-12°C
Vinen er produceret på 100% Chardonnay. Druerne bliver høstet fra 20-30 år gamle stoke i den franske middelhavsregion, Pays d’Oc. Ved ankomst til vineriet bliver druerne presses nænsomt, hvorefter mosten gæres køligt og frugtbevarende på ståltank, mens 30 % af vinen krydres ved modning på egetræ.
Om producenten
LGI wines står bag den skønne Couveys Chardonnay og holder til i den sydfranske by Carcassonne. Siden deres grundlæggelse i 1999 har de haft enorm succes med deres skønne og frugtige ”vaule for money”-serier som Couveys og Granbeau.